Engelundsamlingen
 

 

 

 

 

ENGELUNDSAMLINGEN 

Engelundsamlingen omfatter malerier, tegninger, skitser, forarbejder og udkast fra kunstnerens allerførste forsøg i 1920ernes slutning til de seneste værker fra midten af 1990’erne. Langt størstedelen af Engelundsamlingens værker er skænket af kunstneren selv, men der er også i årenes løb tilgået værker ved arv, gave og køb. Engelundsamlingen vises året rundt, undtagen fra sidste lørdag i juli/første lørdag i august til sidste søndag i august/første søndag i september.



Svend Engelund

04.04.1908  -  25.10.2007

Svend Engelund blev født i Vrå i 1908 og døde 99 år gammel, 25. oktober 2007 i Mårslet. I 1942 udstillede han sine værker på Vrå Højskole for første gang og lagde dermed grunden til Vrå-udstillingen. I forbindelse med Højskolens markering af Svend Engelunds 80 års fødselsdag i 1988 opstod tanken om at etablere en permanent samling af Engelund-værker i fødebyen. Svend Engelund lovede, at hvis der kunne skaffes egnede lokaler, skulle han nok skaffe kunsten, og da Kunstbygningen åbnede i 1992 skænkede Engelund et repræsentativt udvalg af sine oliemalerier, tegninger, olieskitser på papir og plade, samt forarbejder og udkast til bygningen. Samlingen er gennem årene udbygget ved flere store donationer, senest ved indvielsen af de fire nye Engelundsale i 2004, hvor kunstneren skænkede en meget stor samling af tegninger, skitser og grafiske værker. 

Engelundsamlingen rummer endvidere værker af en stor del af Vrå-udstillingens kunstnere gennem tiderne. Blandt de repræsenterede kunstnere er Jane Balsgaard, Poul Anker Bech, Agnete Bjerre, Jette Debois, Poul Ekelund, Søren Elgaard, Valdemar Foersom Hegndal, Arne L. Hansen, Henrik Have, Peter Hentze, Johannes Hofmeister, Victor Haagen-Müller, Hasse Juul, Eyvind Karup-Nielsen, Erland Knudssøn Madsen, Lene Rasmussen, Poul Skov Sørensen, Poul Winther, Carlo Wognsen og Yan.

 

Værkerne er indgået i samlingen som deposita fra Krestens Samling, Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond og som gaver fra kunstnerne, private kunstsamlere, Margit Leth Clausens Samling, Grosserer N.C. Nielsens Fond til almennyttige Formål, Jyske Bank og Nykredit.

 

Større og mindre ophængninger af disse værker vises sideløbende med Engelundsamlingen og Kunstbygningens særudstillinger.

Se flere billeder fra Engelundsamlingen herunder. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

Gå ind på link:
Aktuel udstilling
 Relevante oplysninger om nuværende udstilling.