Kunstbygning i Vrå - Engelundsamlingen
Kunstbygning i Vrå
Højskolevej 3A
DK-9760 Vrå
Tlf.: +45 9898 0410
info@kunstbygningenvraa.dk
Åbningstider
11.2.-29.7.
Tir-søn 13-16

Entré
Kr. 50
Grupper over
10 pers. kr. 35
Studerende kr. 30
ved forevist studiekort
Unge under 18 gratis

Tidligere udstillinger

Herunder følger en liste over Kunstbygningens særudstillinger siden 2004

2011

EN SAMLING BLIVER TIL I
I anledning af Kunstbygningens 20 års jubilæum 2012
18. februar - 11. marts

Kunstbygningen kan i 2012 fejre 20 års jubilæum som udstillingssted. Det skal naturligvis fejres. I løbet af jubilæumsåret præsenteres derfor først de ældre og senere de nyere og nyeste Vrå-værker.

Kunstbygningens samling er skabt alene ved gaver og deponeringer. Selvom huset aldrig har
haft et indkøbsbudget, består samlingen af Vrå-kunst i dag af hen ved 150 værker af en lang række tidligere og nuværende medlemmer af Vrå-udstillingen.

Blandt de ældre værker ses en række malerier af Johannes Hofmeister, som stammer fra bogbinder Anker Jensens samling. ”Binderen”, som han blev kaldt, var en af de tidligste storsamlere af Vrå-kunst, og Kunstbygningen kunne med en stor donation fra Nykredit og Jyske Bank i 1995 erhverve i alt 23 værker fra samlingen, heraf 11 malerier af Johannes Hofmeister og 12 af Svend Engelund.

Ophængningen præsenterer ligeledes to fine donationer fra Vrå-kunstneres efterkommere. Fra
Buller og Knud Friis’ samling ses værker af Poul Ekelund, Emil Gregersen og Poul Winther, og fra
Arne L. Hansens arvinger er ved nytårstid 2011 skænket seks malerier.

Til en række af værkerne udarbejdes der for første gang fact sheets med kortfattede oplysninger om kunstner og værk.


GORM SPAABÆK. PRÆLUDIUM og PRÆSENS
19. november 2011-5. februar 2012

Udstillingen omfatter dels malerier og raderinger fra kunstnerens 35 år lange virke, dels tegninger, træsnit i monumentalformater og store serier af monotypier, skabt fra 2003 til i dag. PRÆLUDIUM, der inden for musikken betyder forspil, vises i Kunstbygningen, PRÆSENS vises i Kunstsalen, der venligst er stillet til rådighed af Vrå Højskole.

Gorm Spaabæk, f. 1954, blev uddannet på Kunstakademiets Billedkunstskoler i København 1979-87, under lærerne Erling Frederiksen, Albert Mertz og Dan Sterup Hansen, og senere på Kunstpædagogisk skole hos Helge Bertram.

I sine værker, der i dag oftest er grafik og tegninger, forholder Gorm Spaabæk sig undersøgende til egne motiver, som f.eks. selvportrætter og portrætter af den nærmeste familie og til tidligere tiders kunst, som parafraseres og nyfortolkes. I sine tidligste år arbejdede Spaabæk både som tegner, maler og grafiker, og PRÆLUDIUM viser eksempler på alle tre udtryk.

Blandt udstillingens værker ses bl.a. en serie malede selvportrætter fra 1970erne og en serie store raderinger fra 1990erne af træer i landskabet omkring kunstnerens bopæl.

PRÆSENS viser Gorm Spaabæk som samfundsengageret kunstner. Han har gennem hele karrieren været kunstpolitisk engageret, og med bl.a. forslag til et krigsmindesmærke og monumentalportrætter af fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen og Frank Grevil, der lækkede oplysninger om Irak-krigen til pressen, kommenterer Gorm Spaabæk Danmarks engagement som krigsførende nation.

PRÆSENS præsenterer tillige fire serier af monotypier - enkeltstående grafiske tryk baseret på træsnit - som Gorm Spaabæk har arbejdet med de seneste år. Værkerne kan opfattes som parafraser over fire kunstværker fra vidt forskellig tid: Det romanske løverelief fra 1200-tallet, som kan ses i Øster Brønderslev kirke, Gustave Courbets maleri Altings oprindelse, 1860, Helge Bertrams figurbillede Kain og et udateret billede af en engel som sendebud, som Gorm Spaabæk fandt blandt sin fars efterladte malerier. Gorm Spaabæk har på baggrund af sin gendigtning af disse fire værker skabt koloristisk stærke og meget varierede tryk, som trods "serieproduktionen" har hver deres særpræg.

Gorm Spaabæk blev i 2006 medlem af Vrå-udstillingen, og PRÆLUDIUM og PRÆSENS kan ses for en fortsættelse af Kunstbygningens tradition for at vise større udstillinger af Vrå-udstillingens nyeste medlemmer. Udstillingen betegner en genskabelse i Kunstbygningens udstillingssæson, idet det er første gang i omkring 10 år, at der vises en særudstilling vinteren over.

Klik ind på www.gormspaabaek.dk og læs mere om kunstneren

Klik her for at læse Gorm Spaabæks tale ved åbning af PRÆSENS.

ARNE L. HANSEN. Udsmykninger, kirkekunst og serielle arbejder
4.9.-13.11. 2011

Maleren Arne L. Hansen (1921-2009) blev medlem af Vrå-udstillingen i 1950, og frem til sin død var han en af de flittigste deltagere på de årlige udstillinger. Nu viser Kunstbygningen en udstilling med hans serielle arbejder, udsmykninger og kirkekunst, et overflødighedshorn af formglæde, farveintensitet og stiliseret naturoplevelse. Samtidig viser Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring en retrospektiv udstilling med Arne L. Hansens atelierbilleder.

Nedenfor følger en introduktion til Kunstbygningens udstilling. Vil du vide mere om Arne L. Hansen og hans kunstneriske univers, kan du i linket til højre læse en artikel skrevet af Anne Lie Stokbro, Kunstbygningen og Sine Kildeberg, Vendsyssel Kunstmuseum i forbindelse med de to udstillinger.


Om Kunstbygningens udstilling
Arne L. Hansen gik til sin kunst som en videnskabsmand går til et nyt undersøgelsesfelt: observerende, systematisk, omhyggelig, og hele tiden åben for de nye indtryk og inspirationer, undersøgelsen bringer frem.

Man ser det i en række serielle arbejder, hvor Arne L. Hansen satte sig for at undersøge og variere et motiv, hvis ramme var fastlagt på forhånd: Døgnets 24 timer, årets 12 måneder eller 52 onsdage, vejrliget på Skagens Gren henover vinteren, bådebyggeri på Skagens værfter og B&W eller ildens opblussen i smelteovnene på Holmegårds Glasværk. I disse serier eller suiter af malerier er det netop observationerne fra værk til værk, der skaber den strøm af forskydninger i form og farve, der knytter værkerne sammen, samtidig med, at de hver især står i deres egen, selvstændige ret. Serien "Årets 12 måneder", 1973-74, der indgår i udstillingen, er netop Arne L. Hansens observationer af årets gang omkring hans hjem i Espergærde, skildret med de ændringer i farve, lys og stoflighed, som hører de enkelte årstider til.

Arne L. Hansen skabte gennem sin karriere en række store verdslige og kirkelige udsmykninger. Til de verdslige hører farvesætninger af nybyggeri og restaurerede bygninger, udført i nært samarbejde med arkitekter og ingeniører, men Arne L. Hansen udførte også selvstændige udsmykninger i form af malerier eller keramiske værker til placering i institutioner, virksomheder og offentlige bygninger. I sine udsmykninger, der ofte har monumentalformat, var Arne L. Hansen optaget af forenkling, abstraktion og farve. Motiverne er sjældent direkte genkendelige, men fungerer snarere ved deres suggestive kraft, der leder beskuerens tanker i retning af kunstnerens inspirationskilder. I udstillingen indgår bl.a. et udsnit af den tidsfrise på 33 malerier, som Arne L. Hansen i 1978 skabte til udsmykning af Frederikshavn Rådhus.

I sine kirkelige udsmykninger var Arne L. Hansen optaget af kristendommens myter, af dens store fortællinger om tvivl og tro, fortabelse og håb, som i symbolsk, farvemættet form fandt vej til altertavler, alterbordsforsider og pulpiturmalerier. Nu lader kirkeudsmykningerne sig af gode grunde ikke udstille i Kunstbygningen, men gennem skitser og forarbejder belyses Arne L. Hansens fortolkning af kristendommen, ligesom det er en særlig stor glæde, at Mørdrup Kirke, Espergærde, som Arne L. Hansen totaludsmykkede i 1984, har stillet de to malerier "Se, nu stiger Solen" og "Der står et slot i vesterled" til rådighed for udstillingen.

Arne L. Hansens tavlemalerier placerer sig i feltet mellem verdslig og kirkelig kunst. Tavlerne består af et centralt felt, hvis motiv eller farvetema varieres i en række omkransende "medaljoner". Tavlernes udtalte forenkling og dekorative karakter giver dem både monumentalitet og symbolske værdi. Til udstillingen er det lykkedes at samle tre tavlemalerier, der fortolker tid, rum og tanke.

Om Arne L. Hansen
Arne L. Hansen blev uddannet på Kunstakademiet i København i perioder fra 1938 til 1945, hvor han blev skolet i en forsigtig modernisme, der pointerede flade og farve som maleriets væsentligste virkemidler. Arne L. Hansens stil kan bedst beskrives som konkret med formelle og farvemæssige reminiscenser af det oplevede, og abstraktion i form af forenkling, fladebetoning og farvekraft var ledetråd gennem hele hans værk.

I sine landskabsabstraktioner fra Skagen skildrede Arne L. Hansen således klitgårde, strand, hav, horisont og himmel som planer og linjer i det todimensionelle billedrum. I abstraktioner over maskiner og produktion i sværindustrien, som f.eks. B&W Skibsværft og Holmegårds Glasværk, gav mødet mellem maskinernes enkle, sorte former og den glødende masse af smeltet jern og glas næring til et kraftfuldt, koloristisk udtryk. I en række serielle værker fortolkede Arne L. Hansen sine landskabs- og naturobservationer over længere perioder. I ”Døgnets 24 timer” således observationer af landskab og vejrlig gennem et døgn, skildret i 24 malerier, i ”Hilsen til årets onsdage” tilsvarende observationer omsat til keramiske relieffer.

Arne L. Hansens forenklede og farvestærke udtryk har et vist meditativt præg, og fra 1965 udførte han en række altertavler, totaludsmykninger og farvesætninger i kirker landet over. Værkerne er minimalistiske farveskalaer, der kalder på beskuerens egen fortolkning, eller de er stiliserede, symbolske fremstillinger af Kristi Lidelseshistorie. Sideløbende med malerierne arbejdede Arne L. Hansen fra 1958 med keramiske udsmykninger. I en serie stentøjsrelieffer videreudviklede han sin abstraktion i tre dimensioner og eksperimenterede med glasurer og brænding på Kählers værksted i Næstved. Udsmykningsopgaverne førte til et nært samarbejde med bl.a. arkitektfirmaet Friis & Moltke, og Arne L. Hansen blev fra 1960erne og frem fast samarbejdspartner i forbindelse med farvesætninger på tegnestuens offentlige og private byggerier.

Læs mere om Arne L. Hansen her


30. juli - 28. august
Vrå-udstillingen 2011
I år omfatter Vrå-udstillingen værker af de fleste af de 44 faste medlemmer. Hertil kommer værker af de otte gæsteudstillere / gæstedeltagere: den norske billedhugger Bård Breivik, videokunstnerne Birgit Johnsen og Hanne Nielsen, malerne Karen Gabel Madsen, Lars Nørgård og Ole Sporring, Tegnestuen Mejeriet A/S v/Søren Nielsen og forfatteren Dorthe Nors, der har bidraget til udstillingens katalog.

Vrå-udstillingen er sommerens store kunstbegivenhed i Vendsyssel, et regulært ’must’ blandt landsdelens kulturtilbud. Sammenslutningen, der i dag er Danmarks andenstørste, præsenterer maleri, grafik, fotografi, video, skulptur, installation, kunsthåndværk og arkitektur i en mangfoldighed af udtryk, der bydes optimale forhold i de smukke, arkitektoniske rammer i Kunstbygningen og Vrå Højskoles udstillingslokaler.

I år bliver ingen undtagelse. De faste medlemmer møder sædvanligvis talstærkt op, og udstillingen forventes at rumme værker af Tove Anderberg, Jane Balsgaard, Henning Larsen Architects v. Louis Becker, Hanne Behrens, Agnete Bjerre, Cubo-Arkitekter A/S v. Lars Juel Thiis, Jette Debois, Kirsten Dufour, Søren Elgaard, Nils Engelund, Helga Exner, Exners tegnestue v. Karen Exner, Friis & Moltke A/S v. Palle Hurwitz, Mogens Gissel, Hjördis Haack, Henrik Have, Erik Heide, Peter Hentze, Berit Hjelholt, Poul Ingemann, Bardur Jakupsson, Hasse Juul, Leif Kath, Anders Kirkegaard, Kjaer & Richter A/S v. Niels Vium, Kirsten Klein, Bente Linneman, Karin Birgitte Lund, Erland Knudssøn Madsen, C.F. Møllers tegnestue A/S v. Mads Møller, Mogens Otto Nielsen, Marit Benthe Norheim, John Olsen, Lene Rasmussen, Bjarke Regn Svendsen, Torben Schönherr, Poul Skov Sørensen, Gorm Spaabæk, Kurt Tegtmeier, Gerda Thune Andersen Jette Vohlert, Laila Westergaard, Poul Winther og Claus Ørntoft.


5. juni - 24. juli 2011
POUL ANKER BECHS VENDSYSSEL

Om udstillingen
Maleren Poul Anker Bech (1942-2009) er kendt for sine mesterligt udførte og både humoristiske og tankevækkende malerier. Hans naturalistiske skildring af virkeligheden, tilsat malerisk ekspressivitet, absurde billedelementer og en vis melankolsk stemning, har gennem de seneste ca. 30 år placeret ham som en af de helt centrale skikkelser i dansk traditionsforbundet malerkunst. Han videreførte landskabstraditionen fra Guldaldermalerne i første halvdel af 1800-tallet, og derfor udspiller det absurde og foruroligende i Poul Anker Bechs kunst sig næsten altid i en genkendelig, lokalt forankret landskabsramme.

I sine malerier skildrede Poul Anker Bech Vendsyssel, sådan som han oplevede egnen omkring sit hus ved Poulstrup, øst for Vrå, og sådan som vi alle kan opleve landsdelen og dens befolkning i dag: De store marker, den spredte bebyggelse, de kasserede men ikke fjernede landbrugsmaskiner, de sindige, måske ligefrem tvære vendelboere. Men Poul Anker Bech tilsatte det velkendte et tvist af noget uventet og uregerligt, han bibragte landskabet forunderlige og fremmedgjorte fænomener, der trodser den geografiske forankring og ligger udenfor den håndgribelige virkelighed: En lodret horisont, huse, mennesker og dyr i skyformationer, et landskab hængende ud over afgrunden. Disse elementer giver malerierne et humoristisk, men endnu vigtigere et symbolsk, filosofisk indhold, som løfter dem ud af den lokale sammenhæng og op i en universel kontekst.

Med dette landskabsmaleri blev Poul Anker Bech i 1990erne Vendsyssels maler par excellence, idet han overtog arven efter Svend Engelund og Johannes Hofmeister. Den store popularitet og anerkendelse, både folkeligt og i fagkredse, som Engelund og Hofmeister havde oplevet fra 1950erne til ind i 1980erne, oplevede Poul Anker Bech fra 1990erne og frem til sin død. At man først oplevede Vendsyssel rigtigt, når man havde set hans malerier af det, blev gennem årene en ofte udtrykt holdning.

Kunstbygningen i Vrå sætter fokus på Poul Anker Bech som bærer af landskabstraditionen i vendsysselsk kunst efter Svend Engelund og Johannes Hofmeister, men naturligvis også som fornyer af den. Bech vedkendte sig gerne inspirationen fra de to malere, som han gennem mange år udstillede sammen med på Vrå-udstillingen, hjemmehørende i Kunstbygningen.

Udstillingen viser udviklingen af Bechs landskabsmaleri fra slutningen af 1970erne, hvor det flade, dyrkede land og den tiltagende infrastruktur blev klangbund for de irrationelle, absurde fænomener i hans kunst. I 1980erne rummede storslåede scenerier fra bl.a. Råbjerg Mile kimen til det romantiske islæt i Poul Anker Bechs kunst. I 1990ernes fabulerende og civilisationskritiske malerier, der sætter landskabets forandringer i fokus, blev ”Vendsyssel-rodet”, alt det ikke-kasserede skrammel omkring gårdene en vigtig del af udtrykket, og 2000erne rummer kulminationen på Bechs kunstneriske projekt, hvor naturalisme og ekspression, iagttagelse og fantasi, rationalitet og absurditet smelter sammen og finder form i landskaber, der så at sige er ved at bukke under, skride ud over kanten, mod mørket eller mod lyset. Disse sidste malerier rummer en undergangs- og længselsstemning, som knytter Poul Anker Bechs kunst til romantiske strømningers kredsen om såvel forfald som vision.

Udstillingen har modtaget generøs støtte fra Poul Anker Bechs arvinger, Spar Nord Fonden og Augustinus Fonden, som alle takkes varmt for bidragene.


13. marts - 29. maj
UDSIGTER. Oliemalerier og gouacher af Søren Elgaard

Om udstillingen
Udstillingen omfatter udsigtsmotiver fra de seneste ca. 30 år. Malerierne og en række helt nye gouacher iscenesættes ved hjælp af forskellige farver på Kunstbygningens vægge. Farverne skaber afgrænsede rum omkring de enkelte bymotiver, svarende til Søren Elgaards opfattelse af byernes særegne "toner".

Søren Elgaards kunst
Med afsæt i 1970ernes nyrealisme har Søren Elgaard gennem sin kunstneriske karriere udviklet en motivverden, der kredser om storbyer, arkitektur og kulturarv, fortolket og parafraseret i en koloristisk realisme. Blandt hans foretrukne motiver er udsigten, opfattet både bogstaveligt som det at se indefra og ud eller fra ét sted mod et andet, og i en mere abstrakt forstand som det, der sker, når en kunstner rejser ud i verden for at finde inspiration. For Søren Elgaard har gentagne ophold i Europas, USAs og Australiens storbyer været en stadig kilde til inspiration, men også ophold i antikkens "hovedstæder" Athen og Rom har haft stor indflydelse på hans motivvalg, og såvel de aktuelle som de tilbageskuende malerier tematiserer udsigten som begreb.

Som nyrealistiske virkelighedsfortolker er Søren Elgaard optaget af det sete og det oplevede, men søger samtidig en formel afstand dertil. Hans malerier har genkendeligt indhold, men mindst ligeså vigtig er den formelle abstraktion, som han bl.a. når ved at nedbryde det perspektiviske billedrum gennem spejlinger. Det fører til malerier, der kan opleves på flere planer, og udsigtsbegrebet knytter sig dermed også til beskuerens umiddelbare oplevelse af værkerne og til den forståelse af kunstværkets iboende og underliggende form, som et nærmere studie af værkerne bidrager til.

Arrangementer omkring udstillingen
Søndag den 13. marts kl. 14 viser Søren Elgaard om i sin udstilling
Torsdag den 31. marts kl. 19 holder Søren Elgaard foredrag om sine kunstneriske inspirationskilder og sin arbejdsmetode
Tirsdag den 12. april kl. 19 holder professor Jens Aage Hansen, Aalborg Universitet foredrag under titlen Engelunds land og Elgaards by – to tilgange til miljø og klima. eller: Kunsten i bæredygtig udvikling – set med ingeniørens øjne
Søndag den 8. maj viser Kunstbygningens kunstneriske leder Anne Lie Stokbro om i udstillingen.


6. februar - 6. marts 2011
IMPULSE. Vandfarvebilleder af Erland Knudssøn Madsen

Udstillingen omfatter et stort udvalg af de 285 akvareller, som Erland Knudssøn Madsen (f. 1942) skabte i løbet af et år, fra april 2008 til april 2009.

Erland Knudssøn Madsen malede alle akvarellerne i en skurvogn, som han til formålet havde opstillet på sin grund nordvest for Thisted.
I løbet af det følgende år gennemgik han de mange akvareller, nogle af dem forblev uændrede, andre blev der arbejdet videre på, og atter andre blev sat sammen i par.

Nu vises det imponerende værk i Kunstbygningen. Der er ikke tale om egentlige landskabsmotiver, selvom Erland Knudssøn Madsen havde Thys bakkede natur for øjnene, mens akvarellerne blev til. Akvarellerne kan derimod bedst beskrives som abstraktioner over årstid, vejrlig, lys, farver og stemning.

Udstillingen er blevet til i samarbejde med Clausens Kunsthandel, København. Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring takkes for lån af rammer.


2010

5. september - 14. november 2010
Svend Engelunds sene værker 1980-1993

5. september - 14. november 2010
BESØG FRA VEST - værker fra Vestjyllands Kunstmuseums samling
Det er dejligt at have gæster. De giver et frisk pust på det velkendte og lægger nye vinkler på hverdagen. Sådan tænker vi også i Kunstbygningen, og derfor har vi inviteret gæster fra det sydvestjyske.

Udstillingen BESØG FRA VEST omfatter et udvalg af værker fra Vestjyllands Kunstmuseum i Janusbygningen, Tistrup, som frem til og med den 14. november gæster Kunstbygningen. Værkerne vises sammen med et udvalg af værker fra Engelundsamlingen.

Vestjyllands Kunstmuseum har gennem de seneste ca. 35 år indsamlet samtidskunst af fortrinsvist figurativ karakter. Nordisk og lokal kunst er sammen med naivisme hovedområderne i samlingen, og alle udtryk er med på Kunstbygningens udstilling.

Der vises malerier af bl.a. Vrå-kunstnerne Poul Anker Bech, Søren Elgaard, Knud Erik Færgemann, Mogens Gissel, Hjördis Haack, Anders Kirkegaard og Karin Birgitte Lund, ligesom der vises figurative værker af bl.a. Dorte Dahlin, Anette Harboe Flensburg, Cai-Ulrich von Platen og Torgny Wilcke.

1.-29. august
Vrå-udstillingen 2010 - sammenslutningens 68. ophængning

8. maj - 25. juli 2010
Svend Engelunds landskaber 1930-1990 - fra Engelundsamlingen

8. maj - 25. juli 2010
DIALOG - Svend Engelund og Tøns B. Nielsen

8. maj - 25. juli 2010
Masser af Vrå-kunst II - fra museets samling

14. februar - 2. maj 2010
Andetsteds - Bjarke Regn Svendsen på rejse

14. februar - 2. maj
Svend Engelund. Malerier, tegninger og skitser - fra Engelundsamlingen

9. januar - 7. februar 2010
Masser af Vrå-kunst I - fra museets samling


2009

21. november - 13. december 2009
Masser af Vrå-kunst I - fra museets samling

5 september 2009 - 25. juli 2010
DIALOG - Svend Engelund og Erland Knudssøn Madsen

5. september - 15. november 2009
Færøerne i stort format. Zacharias Heinesen, Hansina Iversen, Bardur Jakupsson, Anker Mortensen, Torbjørn Olsen og Eydun av Reyni

1. - 30. august 2009
Vrå-udstillingen 2009 - sammenslutningens 67. ophængning

10. maj - 26. juli 2009
John Olsen - Nye og nyere værker

8. februar - 26. juli 2009
Svend Engelunds malerier, tegninger og skitser - fra Engelundsamlingen

8. februar - 3. maj 2009
Figur og fabel - Peter Hentze og Kenn André Stilling

3. januar - 1. februar 2009
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

3. januar - 1. februar 2009
Egen samling - fra Kunstbygningens samling af Vrå-kunst


2008

6. september - 14. december 2008
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

6. september - 14. december 2008
Egen samling - fra Kunstbygningens samling af Vrå-kunst

3.-31. august 2008
Vrå-udstillingen 2008 - sammenslutningens 66. ophængning

17. juni - 27. juli 2008
Svend Engelund 100 år

13. april - 8. juni 2008
Agnete Bjerre og Anna Maria Lütken.
To stærke kvinder på Vrå-udstillingen

4. april - 8. juni 2008
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

10. februar - 6. april 2008
Anders Kirkegaard retrospektiv

5. januar - 3. februar 2008
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

5. januar - 3. februar 2008
Egen samling - fra Kunstbygningens samling af Vrå-kunst


2007

24. november - 16. december 2007
Egen samling - fra Kunstbygningens samling af Vrå-kunst

9. september - 16. december 2007
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

9. september - 18. november 2007
Johannes Hofmeister - De store udsmykninger

5. august - 2. september 2007
Vrå-udstillingen 2007 - sammenslutningens 65. ophængning

17. juni - 29. juli 2007
Svend Thomsens kunstnerportrætter

22. april - 29. juli 2007
I sporet på kunsten

11. februar - 29. juli 2007
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

11. februar - 15. april 2007
Nordenfjords 2007 - Danmark i krig

6. januar - 4. februar 2007
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

6. januar - 4. februar 2007
Egen samling - fra Kunstbygningens samling af Vrå-kunst


2006

18. november - 17. december 2006
Egen samling - fra Kunstbygningens samling af Vrå-kunst

10. september - 17. december 2006
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

10. september - 12. november 2006
HØJ KARAT - Tove Anderberg, Bent Exner, Helga Exner, Berit Hjelholt, Louise Hindsgavl, Henrik Bløndal Bengtsson, Dorte Lausten og Annette Holdensen

30. juli - 3. september 2006
Vrå-udstillingen 2006 - sammenslutningens 64. ophængning

18. juni - 23. juli 2006
I al enkelhed - Friis & Moltke gennem 50 år

23. april - 11. juni 2006
Dansk landskabsmaleri 1930-1960

12. februar - 23. juli 2006
Svend Engelunds olieskitser - fra Engelundsamlingen

12. februar - 17. april 2006
Nordenfjords 2006 - Berlin-Nordjylland

7. januar - 5. februar 2006
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

7. januar - 5. februar 2006
Egen samling - Fra Kunstbygningens samling af Vrå-kunst


2005

20. november - 18. december 2005
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

20. november - 18. december 2005
Egen samling - fra Kunstbygningens samling af Vrå-kunst

19.-20. november 2005
Vrå-udstillingen og H.C. Andersen - elevarbejder af ca. 500 skoleelever, der har besøgt udstillingen

4. september - 13. november 2005
Vrå-udstillingen og H.C. Andersen

4. september - 20. november 2005
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

31. juli - 28. august 2005
Vrå-udstillingen 2005 - sammenslutningens 63. ophængning

14. maj - 24. juli 2005
Svend Engelund - Otte årtiers malerkunst

6. marts - 8. maj 2005
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

6. marts - 8. maj 2005
Lene Rasmussen - Skulpturer og tegninger / Nanna Hertoft - Billedtæpper

8. januar - 27. februar 2005
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

8. januar - 27. februar 2005
Egen samling - fra Kunstbygningens samling af Vrå-kunst


2004

21. november - 12. december 2004
Egen samling - fra Kunstbygningens samling af Vrå-kunst

12. september - 12. december 2004
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

12. september - 14. november 2004
Realistiske blikke

1.-29. august 2004
Vrå-udstillingen 2004, sammenslutningens 62. ophængning

5. juni - 25. juli 2004
Engelundsamlingen - Svend Engelunds kunst

11. april - 31. maj 2004
Det store himmelskib - Jane Balsgaard


















Fra Gorm Spaabæks udstilling PRÆSENS i Vrå Højskoles kunstsal
Fra udstillingen
Arne L. Hansen.
Udsmykninger,
kirkekunst og serielle arbejder
Fra udstillingen
Poul Anker Bechs Vendsyssel
Fra udstillingen
Besøg fra vest.
Værker fra Vestjyllands Kunstmuseums samling
Fra udstillingen
Andetsteds.
Bjarke Regn Svendsen på rejse
Fra udstillingen
Færøerne i stort format





Fra udstillingen
John Olsen.
Nye og nyere værker
Fra udstillingen Figur og fabel
Peter Hentze og Kenn André Stilling
Fra udstillingen
Agnete Bjerre og Anna Maria Lütken.
To stærke kvinder på Vrå-udstillingen