OPEN CALL: HÅB – Kulturentreprenørskab for unge

Har du en idé, du drømmer om at føre ud i livet?

Måske drømmer du om at skabe en kunstudstilling, en koncert, en festival, en performance, et litterært arrangement eller et kunstprojekt i det offentlige rum. Måske har du endnu ikke en færdig idé, men en stærk lyst til at skabe noget, der gør en forskel.

Nu søger HÅB/Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen nye deltagere til et 12-måneders udviklingsforløb i kulturentreprenørskab.

Vi leder efter ca.15 unge mellem 18 og 30 år, der ønsker at lære, hvordan man udvikler, finansierer, organiserer og realiserer kulturprojekter. Vi arbejder primært med billedkunst, men forløbet er åbent for interesser inden for musik, scenekunst, litteratur og tværkunstneriske projekter.

Hvad får du?

Gennem et år bliver du en del af HÅBs kreative fællesskab og får mulighed for at udvikle og gennemføre dit eget kulturprojekt.

Vi mødes én dag om måneden til fælles undervisning og fordybelse. Mødedage ligger primært om onsdagen. Her arbejder vi blandt andet med:

  • Fundraising og fondsansøgninger
  • Projektudvikling og projektplaner
  • Kommunikation og PR-strategi
  • Netværksdannelse
  • Partnerskaber og samarbejder
  • Produktion og afvikling af events
  • Tværgående kulturarbejde og publikumsudvikling

Derudover arbejder du løbende med egen organisering og udvikling sammen med mentorer og samarbejdspartnere.

Du får tilknyttet en mentor fra HÅBs kerneteam, som følger dig gennem forløbet, og du møder kunstnere, kulturaktører og erfarne projektmagere, der deler deres viden og erfaring.

Læring gennem praksis

Forløbet består af både undervisning og praksis læring.

Du deltager aktivt i udviklingen og afviklingen af Kunstbygningens arrangementer og HÅBs projekter og får indblik i, hvordan professionelle kulturaktører arbejder i praksis.

I løbet af året udvikler og realiserer du dit eget projekt – enten i Kunstbygningen i Vrå eller hos en af vores samarbejdspartnere. Vi hjælper dig med at finde den rette form, de rette samarbejder og de ressourcer, der skal til for at føre idéen ud i livet.

Hvem kan søge?

Du behøver ikke have erfaring med kulturproduktion – det vigtigste er din nysgerrighed, motivation, visioner og vilje til at engagere dig i et fælles læringsforløb.

Til gengæld forventer vi, at du forpligter dig til hele forløbet og deltager aktivt i både undervisningsdage, fælles aktiviteter og udviklingen af dit eget projekt.

HÅB handler om at skabe fremtiden frem for at vente på den.

Praktisk information

Kontaktperson: Signe Højmark

Ansøgningsfrist: 1. august

Svar ca. 15. august

Opstart: 16. september.

Vi mødes 3. onsdag hver måned og arbejder løbende med udviklingsmøder løbende i mindre grupper. Der er derfor stor fleksibilitet i forhold til arbejde/studie eller andet.

Pris: 2.995 kr. for hele forløbet. Vi søger fondsstøtte og samarbejde med nordjyske kommuner, som vi håber kan dække deltagerudgiften helt eller delvist undervejs.

Du modtager et bevis efter gennemført forløb samt en unik mulighed for at afprøve dine idéer i praksis med sparring fra erfarne kunstnere, projektmagere og kulturaktører.

Ansøgning

Din ansøgning skal indeholde:

  • CV (max 1 side)
  • Motiveret ansøgning (max 1 side)

Fortæl os:

  • Hvad du drømmer om
  • Hvilke netværk du allerede indgår i
  • Din faglige baggrund (uddannelse, frivilligt arbejde, ansættelser og projekter)

Send materialet til info@kunstbygningenvraa.dk samlet i én PDF med dit navn + “HÅB 2.0” i filnavnet

Send en ansøgning til:

Kunstbygningen i Vrå/HÅB

info@kunstbygningenvraa.dk

 

 

Oplev HÅB!
Se programmet her