Porøse Grænser og Flora Memoria 05.09.-22.11. 2026

Der er tale om to nye udstillinger, der på hver sin måde undersøger vores forbindelse til naturen, materialerne omkring os og de spor, vi efterlader. I Porøse Grænser møder publikum seks markante danske keramikere, mens tekstildesigner Nathalie Dahl præsenterer Flora Memoria. Tilsammen skaber udstillingerne et sanseligt møde mellem ler, planter, tekstil, landskab og erindring.

Når grænser bliver gennemtrængelige

Porøse Grænser tager afsæt i en verden, hvor grænserne mellem natur og menneske, krop og landskab samt fortid og fremtid ikke længere fremstår faste, men snarere gennemtrængelige. Udstillingen undersøger porøsitet både som en fysisk egenskab ved materialer og som en tilstand, der beskriver vores samtid.

Keramikken er et oplagt udgangspunkt for denne undersøgelse. Ler, mineraler, vand, ild og menneskehænder indgår i langsomme processer, hvor materialet forandres og får en ny form. Værkerne peger samtidig tilbage mod naturens egne kredsløb og de lange geologiske tidsperspektiver.

Udstillingen er udviklet i samarbejde med det københavnske keramikgalleri Peach Corner og præsenterer værker af Ane Fabricius Christiansen, Marianne Nielsen, Lisbet Thorborg, Nynne Hoe, Bente Skjøttgaard og Petra Dalström samt maleren Svend Engelund. Keramikerne arbejder inden for et bredt spænd af eksperimentelle keramiske udtryk og teknikker, men deler en interesse for transformation, organiske strukturer, naturens kredsløb og materialernes evne til at fortælle om tid og forandring.

Hos Ane Fabricius Christiansen bliver fluorescerende mineraler og geologiske processer omdrejningspunkt, mens Marianne Nielsen skaber skrøbelige, organisk inspirerede objekter. Lisbet Thorborgviser relieffer skabt i feltet mellem ler og glasur som masse, i arbejdet med blandt andet translucens, Nynne Hoe omsætter Nordjyske lertyper og råstoffer til installationen Terræn over et stort gulv, Bente Skjøttgaard undersøger træets livscyklus og klimaforandringernes påvirkning gennem skulpturer som går i dialog med Svend Engelunds malerier. Petra Dalström skaber installatoriske verdener som kombinerer lerets sanselige kvaliteter med blandt andet bevægelse og vand.

Flora Memoria – planter som spor og fortælling

Ved siden af Porøse Grænser viser Nathalie Dahl udstillingen Flora Memoria. Dahl, der står bag designbureauet Von Linné, arbejder med tekstil og særligt med originale unika plantetryk, blandt andet i samarbejde med det lokale Vrå Dampvaskeri.

I Flora Memoria tager hun udgangspunkt i det, der i projektet betegnes som etnobotanik – menneskets lokale brug af planter og de traditioner og fortællinger, der knytter sig til dem. Planterne bliver således ikke blot et motiv, men bærere af viden, erindring og kulturelle spor.

Dahls arbejde med plantetryk skaber en interessant modpol til keramikkens mineralogiske og geologiske udgangspunkt. Hvor leret peger mod jord, mineraler og lange tidsperspektiver, arbejder Dahl med planteriget og materialer, der er langt mere forgængelige.

Kunst skal også mærkes

Med de to udstillinger ønsker Kunstbygningen i Vrå at skabe mere end en traditionel kunstoplevelse. Porøse Grænser og Flora Memoria følges derfor af aktiviteter, hvor publikum selv kan undersøge materialer og processer. En serie workshops giver publikum mulighed for at arbejde med ler og plantetryk.

Sammen inviterer de publikum til at se nærmere på det, der forbinder os med det sted, vi lever – og på hvordan kunst og håndværk kan åbne vores blik for natur, materialer, erindring og forandring.

Udstillingsperiode

5. september – 22. november 2026

Fernisering

Lørdag d. 5. september kl. 14

Kunstnere

Porøse Grænser: Bente Skjøttgaard, Marianne Nielsen, Lisbet Thorborg Andersen, Nynne Hoe, Ane Fabricius Christiansen og Petra Dalström.

Flora Memoria: Nathalie Dahl

Læs mere om hvilke arrangementer der sker i Kunstbygningen

DET SKER

I Kunstbygningen afholder vi løbende både koncerter, foredrag, worskshops og meget mere!

Læs mere her

Bestil en omvisning i de aktuelle udstillinger

BESTIL EN OMVISNING

Skal dig din klub, loge, forening eller familie på udflugt? Bestil en omvisning til en favorabel gruppepris!

Læs mere her

Bliv frivillig i Kunstbygningen

BLIV FRIVILLIG

drømmer du om at omgive dig med samtidskunst og samtidig være en del af et meningsfuldt fællesskab?

Læs mere her

✕
Oplev HÅB!
Se programmet her