Åbningstale af Jørgen Pynt
Vrå-udstillinge 2018

Fernisering lørdag 28. juli 2018, kl. 14:00
Udstillingsperiode 29. juli – 26. august
Åbningstider alle dage kl. 11:00 – 17:00
Sal: Hele Kunstbygningen samt Friis-salen

Så sad jer der igen, foran min PC, og svedte mens solen bagte på sommerhusets sorte eternitplader og Tour de France-transmissionen i baggrunden var sat på lydløs. Jeg svedte. Og fortrød. I hvert fald bare lidt, at jeg i en gråkølig dag i april havde sagt ja til at holde åbningstalen her i dag. For hvad i alverden skal jeg dog sige – jeg, der ikke har nogen som helst forudsætninger for at sige noget fagligt og professionelt begavet om billedkunst. Jeg, der hele mit arbejdsliv har arbejdet med ord og har været vant til at se dem slås om pladsen på et blankt stykke papir, inden de makkede nogenlunde ret og føjede sig, som jeg gerne ville have dem til. At de blev til et kærligt brev til familien, en artikel i avisen, en tekst til en udsendelse i radioen, en speak til teleprompteren i TV-studiet, en meningsklumme i avisen, en artikel til Aalborg Frejas klubblad, et læserbrev, et ordkys til min kvinde, en SMS til de hvidhårede børnebørn i Århus, et nyt kapitel i en ny erindringsbog – eller en dosmerseddel til Føtex-indkøbene.

Ord har fascineret mig, siden jeg åbnede min første lasede ABC i den lille skole ved skoven dernede på Lolland, hvor jeg har mine rødder. En ko har O-le. Og ord blev det, som jeg kom til at leve af. Som bladsmører, mikrofonholder og linselus – eller hvad der nu ellers er af mere eller mindre lødige betegnelser for journalistikken og journalister. Om hvem digteren Soya engang har sagt, at de er upålidelige, overfladiske og unøjagtige – de ligner kort sagt alle os andre!

Men det med ord blev ikke kun en levevej. Det blev også en fascination. Af ordenes utallige muligheder, af deres klang og farver, af deres høje råb og stille hvisken. Og jeg fandt ud af, at de bedste af ordmagerne kunne male smukke billeder bag mine lukkede øjenlåg. Som den walisiske digter Dylan Thomas, der drak sig ihjel som 39-årig og om hvem, man sagde, at han lignede en uredt seng. Men som han kunne skrive – tillad mig at citere fra hans radiohørespil ”Forår i Milk Wood”:

”I kofte og træsko kommer hun ud af det kølige skrubbede brostenskøkken med søndagsskolebillederne på den hvidkalkede væg og bondealmanakken hængende over slagbænken og flæskesiderne på kroge i loftet, og går ned ad de muslingeskallede gange i den kernesunde køkkenhave, dukker sig under sigøjnerens tøjklemmer, hænger fast med forklædet i solbærbuskene, forbi bønnerækker og løgbed og tomater, der modner op ad muren, hen mod den gamle mundharpende mand i frugthaven, og sætter sig i græsset ved hans side og bælger de grønne ærter, som vokser op gennem kjoleskødet, der strejfer duggen”.

Det er mageløst sanset og sprogligt umanerligt smukt. Og sublimt flyttet fra walisisk til dansk. Og sikkert fordi det er en dansk billedkunstner, der først oversatte Dylan Thomas til dansk, nemlig Jørgen Nash. Og så lige den krølle på halen, at en vis Robert Allen Zimmerman i USA var så optaget af den walisiske vildmands poesi, at han tog navn efter ham. Bob Dylan.
Når man har mødt sproget som hos Dylan Thomas – eller hos Gabriel Garcia Marquez, Hemingway, Steinbeck, Ib Michael, Sigrid Undset, Selma Lagerlöf, Knut Hamsun, Peter Høegh – ja, perlerækken er uendelig, så skal man vogte sig for efterligninger. Det vil altid kun blive en svag afglans. Ligesom hvis man som billedkunstner satte sig for, at man ville mestre Van Goghs farver, Krøyers lys eller Kirkebys fabulerende univers. Det ville der aldrig komme andet end epigoneri ud af.

Og nu nærmer vi os det punkt, hvor min fortælling om ordenes univers kan begynde at smelte sammen med billedkunstens. For når ord bruges bedst, så kan de væve magiske lydtæpper, de kan male smukke billeder, ordbilleder. Og de kan ramme os præcist på sansenerven og få os til at sige: Jamen, det er jo sådan, det skal siges. Lad mig give et eksempel, hentet hos en kunstner med rødder her i Vendsyssel, sangeren og poeten Allan Olsen fra Frederikshavn. Han har skrevet en sang om sin tid i Aalborg – Frossen Fuldmåne hedder den, og her skriver han bl.a.:

“Og akvavitfabrikkens skorsten hoster taffelchips op, og Gaden bæller sorte svin”

Det er Aalborgs sjæl i én linje. Spritfabrikkens silhuet mod nattehimlen og de unges druk i Jomfru Ane Gade. Så enkelt kan det siges. Så nøgent, og – i min optik – så smukt. Den linje er et suverænt strøg med ordets pensel.
Ord er til for at blive sagt, for at blive skrevet, for at blive læst, for at blive til samtale mellem mennesker, for at vi kan række ud efter hinanden.

Men hvad så med billedkunsten? Den er jo helt ordløs. Jeg har det sådan, at når jeg går rundt på et galleri, et museum, en kunstbygning og ser på malerier i alle dets udtryksformer, så kommer jeg ofte til at mangle ord. Og siger man endelig noget til den, man ser sammen med, så er det næsten lavmælt hviskende som i et kirkerum, nogle henkastede bemærkninger om farver og komposition – og måske en med himmelvendte øjne over prisskiltet!

Men dermed ikke sagt, at jeg lades uberørt. Tværtimod. Jeg kan stadig mærke den stride storm og saltet i luften når jeg er på Skagens Museum, jeg kan stadig ikke få øjnene fra Vilhelm Freddie på Kunsten i Aalborg, og jeg har stået stum af det historiske øjeblik foran alle de store værker, man skal se rundt om i metropolerne: Van Gogh, Rembrandt, Leonardo da Vinci – og jeg har gemt oplevelsen i min mentale bagage. Og hvis der er noget, der har kunnet provokere mig, røre mig, berøre mig, så har det om noget været billedkunsten og beslægtede kunstarter som f.eks. fotografiet.

Og jeg er sikker på, at når jeg har set dette års udstilling her i Vrå, så er jeg igen blev berørt og provokeret, prikket til. Som vel egentlig er den dybeste hensigt med al god kunst.

Jeg kan kun kippe med flaget for denne årligt tilbagevendende begivenhed her i hjertet af Vendsyssel. Nu for 76. år i træk. Det er imponerende. Og ikke nok med det: Det er nødvendigt. I en tid, da populisme, overfladiskhed, fremmedhad, bigotteri, snæversyn, fake news og vitaminfattigt foder fra en stadig mere konturløs medieverden, da er der om noget brug for kunst, der rykker, kunst der insisterer, kunst der provokerer. Det gælder film, teater, litteratur og billedkunst og dermed beslægtede udtryksformer. Og lad mig føje til, at jeg er glad for arkitekturdimensionen på Vrå Udstillingen. Der er som aldrig før brug for, at vi besinder os på den gode arkitektur, fordi den er med til at skabe de fysiske rammer for vores liv, som gerne skulle være et godt liv – og til et godt liv hører den dimension, som intet har med bundlinjer og anden materialisme at gøre: Den åndelige, dér hvor vi får den inspiration og den ballast, som gør os i stand til at håndtere det liv, der som bekendt kan være en svær størrelse i sig selv.

Så tillykke med endnu en inspirerende, provokerende og oplivende udstilling. Og hvis jeg skulle sammenfatte, hvad meningen med denne udstilling – og alle kunstarter i det hele taget – kunne være, så vil jeg citere Poul Anker Bech, som medvirkede i en portrætudsendelse, jeg lavede i min tid på TV2/Nord. Vi sad i hans atelier med den berømte transformatorstation som nabo, da jeg dristede mig til det naive, men alligevel påtrængende spørgsmål til kunstneren i sit værksted:

– Hvorfor gør du egentlig det her?

Poul Anker Bech kiggede på mig henover halvbrillernes glas og var længe tavs, mens kameraet rullede videre. Men så kom det med stilfærdig eftertanke:

– Jeg tror, jeg har det ligesom alle andre mennesker. Jeg vil gerne række en finger i vejret og sige: Jeg har også været her.
Og det har han, om nogen. Jeg er sikker på, at også alle jer, der bidrager til dette års udstilling, kan række en finger i vejret og sige: Vi er her også.

I øvrigt har jeg altid manglet ord, når jeg sår foran et maleri af Poul Anker Bech. Og det er en kompliment.

Og med dette vil jeg ønske jer alle sammen en fremragende udstilling og alt det bedste i tiden frem. Tak.

28. juli 2018
Jørgen Pynt