Nyheder fra Kunstbygningen
Her kan du læse de seneste nyheder og pressemeddelelser om hvad der sker i og omkring Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.
05.11 2024
Pressemeddelelse
Fra Landskab til Ler! – Elever på Vrå Skole udstiller kunstværker inspireret af Svend Engelund
Efter flere måneders arbejde med billedkunst og kreativ udfoldelse, er en gruppe elever fra 4. klasse på Vrå Skole nu klar til at præsentere deres egne kunstværker.
Projektet og udstillingen “FRA LANDSKAB TIL LER” er skabt i samarbejde mellem Kunstbygningen i Vrå og Vrå Skole, og udstillingen har fernisering onsdag den 13. november på Vrå Bibliotek, hvor alle er velkomne.
Siden august måned har eleverne i en 4. klasse på Vrå Skole været i fuld sving med at lave kunstværker som et del af et forløb i faget billedkunst. I løbet af projektet er eleverne blevet introduceret til den vendsysselske landskabsmaler Svend Engelund, hvorefter de selv har skabt kunstværker med udgangspunkt i landskabet. De kunstværker bliver nu til en udstilling på Vrå Bibliotek.
Forankring i lokal kultur og natur
I løbet af projektet har eleverne været på ekskursioner ud i naturen omkring Vrå, hvor de har skitseret landskaber, som Svend Engelund også har foreviget i sine malerier. Tilbage i klasselokalet har de arbejdet med at omsætte deres skitser til detaljerede relieffer i ler – unikke værker, der reflekterer børnenes egen opfattelse af det nordjyske landskab.
Foruden arbejdet i klasselokalet, har eleverne sammen med deres billedkunstlærer Tina Præstholm også været på flere besøg i Kunstbygningen, hvor de har arbejdet midt i en udstilling med Svend Engelund. Og spørger man Tina Præstholm, så har forløbet da også været interessant for både hende og eleverne:
”Det har været en helhedsoplevelse, hvor alle sanser har været inddraget. Det er så fedt, når undervisning bliver mere og større end det, der foregår i et klasselokale,” fortæller Tina Præstholm og fortsætter:
“Det har været spændende at komme tæt på en stor kunstner som Svend Engelund, som ovenikøbet er født og opvokset i Vrå. Det allerbedste har nu været at se børnene i 4. v tage kunstprojektet til sig.”
Et værdifuldt samarbejde
Kunstforløbet er kommet i stand gennem et samarbejde mellem Vrå Skole og Kunstbygningen i Vrå, og værdien af sådan et samarbejde har stor betydning, fortæller leder af Kunstbygningen Signe Højmark:
“Hele forløbet er et vellykket samarbejde og udvikling af mulighederne mellem Vrå Skole og Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen. Lokalt betyder det rigtig meget, at vi åbner op for samarbejdsmuligheder på tværs,”
“Og så er det jo også et samarbejde med UCN i Hjørring med vores studiepraktikant Anna Frida Rimmer. Det er Anna Frida, som sammen med billedkunstlærer Tina Præstholm har udviklet og gennemført projektet” fortæller Signe Højmark.
Projektet er et af flere initiativer i Kunstbygningen i Vrå, som har til hensigt at fremme kunst og kultur blandt børn og unge i Nordjylland. Gennem partnerskaber som dette bliver lokale skoler engageret i kunsten, og børnene får mulighed for at arbejde med kreative processer, der styrker både deres kreative færdigheder og deres tilknytning til lokalmiljøet.
Fernisering på Vrå Bibliotek onsdag den 13. november
Elevernes hårde arbejde er nu blevet til udstillingen FRA LANDSKAB TIL LER, og alle er inviteret til ferniseringen på Vrå Bibliotek onsdag den 13. november kl. 15.30. Her vil de unge kunstnere selv være til stede og vise deres værker frem. Til åbningen vil projektleder på forløbet Anna Frida Rimmer byde velkommen, hvorefter eleverne selv sætte et par ord på deres arbejde og kunstværker, inden Signe Højmark holder åbningstale. Foruden taler vil der også være musikalske indslag af eleverne på Vrå Skole.
Udstillingen og ferniseringen markerer både en fejring af elevernes arbejde og et eksempel på, hvordan kunst og kreativitet kan skabe bro mellem skole og kunstinstitution. På den måde er udstillingen kulminationen på et samarbejde, der understøtter visionen om at skabe nye møder mellem kunst og lokalsamfund.
Fakta:
- Udstilling: FRA LANDSKAB TIL LER
- Fernisering: Onsdag den 13. november kl. 16.00-1730
- Udstillingsperiode: 13.november – 14. december 2024
- Sted: Vrå Bibliotek, Idræts Alle 1, 9760 Vrå
- Vedhæftet: procesbilleder
10.08 2024
Pressemeddelelse
Signe Højmark modtager årets Vrå Pris
Årets modtager af Vrå Prisen 2024 er Signe Højmark, leder af Kunstbygningen i Vrå.
Bag prisen står Vrå Beboer- og Erhvervsforening, og Finn Henriksen fra foreningen udtaler om valget af Signe som modtager af årets pris:
“Signe har gjort et enormt og bemærkelsesværdigt arbejde som leder i Kunstbygningen. Hun er idérig, fagligt dygtig og har stor spændvidde inden for det kunstneriske, sociale og menneskelige.”
Og netop det sociale og menneskelige er noget, der bliver lagt mærke til i Vrå, fortæller Finn Henriksen:
“Signe tager de frivillige i Kunstbygningen alvorligt, giver dem ejerskab og inspirerer dem til at yde deres bedste. Signes indsats har ikke kun beriget byens kulturelle liv, men også styrket fællesskabet blandt byens borgere.“
Senest har Signe Højmark markeret sig ved sin utrættelige kamp mod de planlagte besparelse fra Hjørring Kommune, som truede med at lukke Kunstbygningen. Den indsats har også spillet en væsentlig rolle i motivationen bag årets pris:
“I dag er Vrå en moderne og aktiv by. Vi har et levende foreningsliv og en stærk kunstnerisk åre omkring højskolen og Kunstbygningen,” fortæller Finn Henriksen og tilføjer:
“Derfor ville det have haft store konsekvenser, hvis de planlagte besparelser var blevet gennemført. Vi skylder Signe – og mange andre gode kræfter – en stor tak for indsatsen.“
Hovedpersonen selv er også dybt taknemmelig for prisen, der kommer efter en tid præget af frustrationer og hårdt arbejde:
“Når man har været spændt hårdt for og givet alt, hvad man har, er en pris som denne en anerkendelse og et skulderklap, der virkelig kan mærkes“, siger Signe Højmark og understreger, at netop denne pris har stor betydning:
“Det er jo en anerkendelse, der virkelig betyder meget, fordi den kommer fra borgerne i Vrå og omegn.”
Vrå Prisen uddeles hvert år i august til en person, forening, virksomhed, institution eller andre, der har sat noget specielt i gang, gjort noget ekstraordinært, været initiativrig, fået Vrå på landkortet eller kort og godt gjort det bedre og sjovere at bo i Vrå og omegn.
Kontakt:
Søren Malthe Nielsen, tlf.: 71 41 10 43, mail: soerenmalthe@gmail.com
14.06 2024
Gerda Thune Andersen modtager hæderspris
Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen har netop uddelt årets hæderspriser. Blandt de fem modtagere af hædersprisen er medlem af Vrå-Udstillingen Gerda Thune Andersen, der udover æren hædres med 750.000 kroner.
“Gerda Thune Andersens kunst vidner om en udtalt formforståelse, nysgerrighed, indlevelse og intelligens. Thune Andersens værker bevæger sig mellem det
naturalistiske og det abstrakte og spænder indholdsmæssigt fra afsøgninger
af eksistentielle spørgsmål til naturnære og personlige undersøgelser. Hendes
portrætter udviser sanselig og empatisk indlevelse (…) Gerda Thune Andersen tildeles Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens hæderslegat for et solidt kunstnerisk oeuvre med en global forankring, der forholder sig kritisk til kultur, historie, religion og klima“
Du kan læse meget mere om tildelingen af hædersprisen samt motivation her og her.
Du kan blive klogere på Gerda Thune Andersen i Birgit Tengbergs portrætfilm her.
Fotokredit: Birgit Tengberg
31.01 2024
Pressemeddelelse
Stort generationsportræt af unge nordjyder!
Hvordan ser de unge nordjyder på fremtiden, nutiden og sig selv? Det stort anlagte projekt LIVSBILLEDER tager pulsen på generationen af unge nordjyder. Inklusion, diversitet og fremtidshåb er nøgleord når Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen sammen med Pixlart inviterer de unge til at sætte ord på virkeligheden.
I disse dage arbejder studerende på vidt forskellige uddannelser med foto og video som skal afspejle deres livsopfattelse, håb og drømme. Sygeplejersker, smede, gastronomer, gymnasieelever, bioanalytikere m fl. Viser bredden af de unge der deltager i projektet.
UCN i Hjørring er næste station for projektet.
Her deltager 140 elever i et tværgående forløb sammen. Her har man grebet projektet som en måde at skabe relationer og samtaler på tværs om hvad der rør sig blandt de unge.
Her mødes hele flokken med fire kunstnere som igangsætter et forløb hvor de unge undersøger livsvilkår, sociale medier, relationer og drømme. I fysiske breakout rooms får de undervejs sparring af kunstnerne, som rådgiver om billedvirkning og billedfortælling.
Ny metode og samskabelse
Der er tale om en helt ny måde at koble kunst, identitet, trivsel og fortællinger i projektet LIVSBILLEDER. I en tid hvor de unge specialiserer sig mere og mere i en digital verden, sociale medier, mytologiserede universer, og forestillinger om livet, kan de til tider mangle nogle kritiske tilgange og livskundskaber, som hjælper med at distancere og navigere i disse universer.
Stort surround videoværk – en collage af de unges billeder
Materialet fra projektet kobles sammen til et stort videoværk som vises i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen i marts. Her kan publikum helt fysisk gå ind i billederne i et ikke før set format i Kunstbygningen.
Fakta:
LIVSBILLEDER vises i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen: 03.03.-17.03 2024
Kontakt
Leder af Kunstbygningen i Vrå: Signe Højmark, Mobil: 24620848. Mail: sh@kunstbygningenvraa.dk
Leder af Pixlart Tao Lytzen: 20442332 info@pixlart.dk
Podcast om LIVESBILLEDER af: Sofie Zehngraff og Nicolaj Skjold
23.11 2023
Pressemeddelelse
Ny donation af kunst til Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen
Det er med stor glæde at Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen har modtaget hele otte nye værker til vores store samling af Engelundværker og kunstnere i Vrå Udstillingen.
Donationen drejer sig om otte malerier af forskellige kunstnere, fra ægteparret Margit og Jens Haven Christiansen i Randers. Ægteparret har gennem mange år købt kunst af høj kvalitet, og ønsker nu at finde et godt sted hvor kunstværkerne kan være til glæde, og samtidig blive passet godt på.
Vi modtager indimellem værker fra private kunstsamlere, ud over de værker vi har fået fra dels kunstnere, og dels deponerede værker fra især Ny Carlsberg Fonden og Statens Kunstfond. Men en donation af denne størrelse er usædvanlig, og vi er meget taknemmelige.
Der er tale om malerier af Svend Engelund, Poul Ekelund, Knud Erik Færgemann, Søren Elgaard, Poul Winther, Arne L Hansen og Johannes Hofmeister. Der er hermed tale om centrale malere i både nordjyske og nationalt regi.
Alle otte værker kan nu opleves i Vinterudstillingen i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen, hvor de vises side om side med værker fra samlingen.
Vinterudstillingen i Vrå inviterer publikum ind i vores store samling af både Svend Engelund, og kunstnere fra Vrå Udstillingen gennem tiderne. Denne vinter er der fokus på store mestre som Johannes Hofmeister, Arne L Hansen, Poul Ekelund og mange flere.
Samtidig med årets Vinterudstilling åbner Kunstbygningen i Vrå for første gang også op for et mere stationært workshopområde under navnet ”Snowflake Studio”. I Snowflake Studio kan børn og unge slippe kreativiteten løs, i hyggeligt indrettede omgivelser.
Kunstnere i Vinterudstillingen:
Svend Engelund, Johannes Hofmeister, Poul Ekelund, Agnete Bjerre, Arne L Hansen, Henrik Have, Yan, Tove Anderberg, Sigrid Lütken, Karen Havskov Jensen, Oluf Jensen, Erik Heide, Jette Debois, Valdemar Secher, Eyvind Karup Nielsen, + nyerhvervelser til samlingen i 2023 af bl.a. Søren Elgaard og Knud Erik Færgemann m.fl.
I Snowflake Studio udstiller vi også to nordjyske kunstnere: Rebekka Borum med maleri og geometriske skulpturer, og Lisbeth Fast med vinterlandskaber og maleri.
Fakta:
Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen er støttet af Hjørring Kommune, Arne Andersen Vrå A/S og Vrå Dampvaskeri, samt skiftende fonde i forhold til de enkelte udstillinger.
Årets Vinterudstilling samt Snowflake Studio er støttet af Fynbo Foods og Kirkens Korshær Vrå.
Kunstbygningen i Vrås udstillinger og formål: Visning af Engelundsamlingen, Vrå Udstillingen og nye samtidskunst initiativer.
Fernisering af Vinterudstillingen: lørdag d.25. november kl. 14.00
Åbningstider: 26. 11.-10.12. 2023 samt 13.01.-25.02.2024: onsdag og fredag 12-16, torsdag 12-20, lørdag & søndag kl. 13-16. Lukket i perioden 11.12.2023-12.01.2024
Kontakt information: Kurator og leder Signe Højmark, Mobil: 24620848, Mail: sh@kunstbygningenvraa.dk
05.10 2023
Fra Hjørring Kommune
Ny kulturpolitik i Hjørring Kommune
Hvad enten du er oplever af kultur, står på en scene, skaber kunsthåndværk eller er en del af det lokale erhvervsliv, så er din mening vigtig for os. Vær med til at forme den nye kulturpolitik i Hjørring Kommune. Læs mere her
29.09 2023
Fra Kulturmonitor
Truet kunsthal i Hjørring jubler: Kommunen ruller planlagte besparelser tilbage
Kunstbygningen i Vrå er gået fra at skulle spare over 400.000 kroner årligt til 70.000 kroner. Det vil sikre kunsthallens overlevelse, men kan stadig mærkes, udtaler leder Signe Højmark.
Det havde dystre udsigter for Kunstbygningen i Vrå, da Hjørring Kommune i 2022 vedtog årlige besparelser på knap en halv million fra 2023 og frem.
Ifølge leder Signe Højmark ville det i praksis betyde en lukning af det kunsthallen, der også er hjemsted for den traditionsrige årlige Vrå Udstilling.
Men nu kan hun og Kunstbygningen i Vrå ånde lettet op, efter Hjørring Kommune har besluttet at rulle en væsentlig del af besparelserne tilbage i forbindelse med det seneste budgetforlig for 2024-2027. Her fremgår det således, at kommunen lemper på de vedtagne reduktioner i budgettet for 2023-2026 med 200.000 kroner i 2024 og 400.000 i 2025-2027.
Det betyder, at hvor den nordjyske kunsthal før stod til at få sit drifttilskud reduceret med hele 63 procent, så mister de nu kun 9 procent af det nuværende tilskud på 744.000 kroner årligt.
Det oplyser Signe Højmark til Kulturmonitor.
»Beslutningen betyder, at vi er gået fra besparelser på flere hundrede tusinde kroner årligt til 35.000 kroner i 2024 og 70.000 kroner i 2025-2027. Det får den glædelige konsekvens, at vi kan tage eventuelle planer om at afskedige, nogle af de få medarbejdere vi har, helt af bordet. Vi skylder Hjørring Kommunes byråd stor tak for at have lyttet til os,« udtaler hun.
Kan stadig mærkes
Selvom besparelsen altså er betydeligt reduceret, så kommer den ifølge Signe Højmark stadig til at kunne mærkes i Vrå, hvor man allerede »balancerer på kanten« i forhold til økonomien på driftsiden.
Derfor går jagten nu ind på ekstern finansiering, som kan være med til at lukke hullet.
»Vi skal finde flere indtægter, for vi har kun lønninger at spare på. Driften er, som den er, og den er svær at fonde sig ud af i den forstand, at det er nemmere at fundraise et engangsbeløb på 70.000 kroner til en udstilling, end til løbende drift. Men det er noget af det, vi går i gang med at arbejde på nu, og hvis vi skal dømme efter al den opbakning fra særligt borgere, vi har mødt og opdaget i den her proces, ser det bestemt lyst ud,« fortæller Signe Højmark til Kulturmonitor.
Kunstbygningen i Vrå blev indviet i 1992 og varetager blandt andet Engelundsamlingen med ca. 2.000 værker af kunsteren Svend Engelund. Derudover står kunsthallen også bag flere iniativer for ung kunst herunder ’Ung Dansk Samtidskunst’, JCE Biennalen’ og ’Livsbilleder’.
24.08 2023
Pressemeddelelse
Spar Nord Fonden giver en kvart million til kunstprojekt for unge Nordjyder
I et stort anlagt samarbejde søsætter Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen et samarbejde med Pixlart. Det er et inkluderende projekt for alle unge nordjyder. Spar Nord Fonden har netop uddelt 258.000 kroner til projektet som hedder LIVSBILLEDER.
Spar Nord Fonden har valgt at støtte det nytænkende kunstprojektet Livsbilleder – Unge skaber virkeligheden, hvor publikum tages igennem en surroundvisning. Her kommer man med ind i de unges egen verden. Visningen kan opleves 3.-17. marts 2024 i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen
Der er tale om en helt ny måde at koble kunst, identitet, trivsel og fortællinger fra det Nordjyske i dette udstillings- og inddragelsesprojekt. Fire Nordjyske kunstaktører er gået sammen om projektet: Kunstbygningen i Vrå, Pixlart, Line Franke Hedegaard fra Hjørring musikskole og BGK, – (Billedkunstnerisk Grund Kursus) i Aalborg. I projektet inviteres unge ind i nye fællesskaber, hvor deres egne livserfaringer og forestillinger dannerbaggrund for det kunstneriske element.
Inddragelse af unge
Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen orienterer sig i disse år i stigende grad mod det unge publikum. Det kræver nytænkning og nye formater som kommer de unge i møde. Projektet LIVSBILLEDER sigter mod at inkludere de unge i fællesskab omkring billeder af deres eget liv, forestillinger og visioner om fremtiden.
I en tid hvor de unge specialiserer sig mere og mere i en digital verden, sociale medier, mytologiserede universer, og forestillinger om livet, kan de til tider mangle nogle kritiske tilgange og livskundskaber, som hjælper med at distancere og navigere i disse universer.
Spar Nord Fonden om tildelingen:
”I Spar Nord Fonden er vi glade for at kunne støtte det nytænkende kunstprojekt LIVSBILLEDER, der inviterer en stor gruppe nordjyske unge fra forskellige uddannelsesinstitutioner ind i et givende kunstfællesskab. Deres afsluttende kunstværk bygger bro til ældre generationer og er til glæde for alle besøgende i Kunstbygningen i Vrå”, udtaler fondsdirektør i Spar Nord Fonden Bo Uggerhøj.
Projektet foregår i flere faser henover det kommende halve år: Først en række workshops hos BGK i Aalborg, samt udvalgte uddannelsesinstitutioner i det Nordjyske med blandt andet kunstnerne Inge Tranter, Sandro Masai og Inga Gerner Nielsen. Her skabes visuel kunst som senere digitaliseres og indgår i Pixlarts bearbejdning af materialet. Slutproduktet er en ikke før set digital video installation med flere
samtidige videoforløb i den største sal i Kunstbygningen. Her kan publikum gå ind i billederne og lade sig omslutte af dem.
Samskabelse er helt centralt, og projektet involverer unge fra hele regionen gennem både workshops og digitale fællesskaber. Udvalgte Nordjyske kunstnere står for workshops, hvor de unge er i centrum og selv sætter ord og billeder på deres virkelighed. En virkelighed de ældre generationer til tider kæmper med at forstå. ”Kunne det være at det vi ”boomere” ofte kalder skrøbelighed, i virkeligheden er udtryk for et paradigmeskift henimod at være mere hensynsfuld og inkluderende?” spørger leder af Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen, Signe Højmark, retorisk.
Projektet ligger i forlængelse af andre initiativer for unge i Kunstbygningen. Til foråret vises den anden Ung Dansk Samtidskunst biennale, og hen over vinteren planlægges åbne workshops rettet specielt mod unge.
Fakta:
LIVSBILLEDER i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen: 03.03.-17.03 2024
Læs mere om Livsbilleder her
Kort om Kunstbygningen
Kunstbygningen blev bygget i 1992. Bygningen er tegnet af Svend Engelunds søn Nils Engelund.
Bygningen blev udvidet til den størrelse den har i dag, i 2004.
Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen er et udstillingssted for national og international samtidskunst. I Kunstbygningen kan man opleve skiftende særudstillinger med anerkendte og up-and-coming kunstnere, samt Danmarks største samling af værker af Svend Engelund.
– Og vi er meget mere.
Forankret i Vendsyssels landskab. På skuldrene af maleren Svend Engelund. Omdrejningspunktet for Vrå-udstillingen. Med lokal indsigt og nationalt udsyn er vi udstillingsstedet for moderne kunst og samtidskunst. Kort fortalt. Vi er Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.